| |
Størstedelen af de mange tusind mennesker, som syr bolde i Sialkot, arbejder ikke direkte for boldfirmaerne men derimod for et bredt netværk af underleverandører og deres underleverandører. Disse syere får ikke fast løn, men betales for hver bold, de laver.
Dækker de grundlæggende behov
Som andre firmaer betaler SELECT markedsprisen for boldsyning i Pakistan. Men vi er af den overbevisning, at vort ansvar går videre end det. For de mennesker, som syr SELECT-bolde i Pakistan, er det vort mål at sikre, at familiernes grundlæggende behov dækkes.
Disse behov inkluderer lægehjælp og medicin til hele familien. Derudiver skal et undervisningstilbud gives til alle børn. Uddannelse er nøglen til at forbedre levestandarden for fremtidige generationer. Indeholdt i dette mål er afskaffelsen af børnearbejde – noget som SELECT og AKI aldrig har benyttet.
Familierne besøges regelmæssigt
For at sikre, at disse mål nås, har SELECT og AKI udformet et hjælpeprogram for syerne - det kaldes SAHEP (SELECT Anwar Khawaja Industries Health & Education Program). Blandt andet yder SAHEP altdækkende gratis lægehjælp og medicin til alle syernes familiemedlemmer, incitament til at holde børnene i skole og direkte undervisning af de børn, som ikke kan gå i almindelig skole.
SAHEP-medarbejderne i Pakistan, under ledelse af Mrs. Anita Khawaja, fører nøjagtige optegnelser over alle SELECT/AKIs syere og deres børn og besøger familierne regelmæssigt. Derved sikres, at SAHEPs ydelser kommer de rette til gode, og at hver families behov følges.
SAHEPs uddannelsesprogram
"Vi er meget taknemmelige for SAHEP-programmet, som imødekommer vore behov og tilpasser sig de tabuer, vi har her. Min søster Shabana og jeg ville ikke have lært at læse og skrive, hvis programmet ikke havde eksisteret”, siger Naseem, en SAHEP-elev.
For at tilskynde familierne til at uddanne deres børn i stedet for at sende dem ud på arbejde, giver SAHEP familien et beløb for hvert barn, der går i skole. Disse penge dækker udgiften til skolebøger, et par sko, en uniform og en sweater – ting som er nødvendige for, at et barn kan gå i den lokale folkeskole. Teenagere og voksne, der fortsætter udover grundskolen, får også pengemæssig støtte.
SAHEP sørger også for lokal undervisning af børn, der ikke kan gå i almindelig skole, fordi de allerede er taget ud af skolen, er handikappede eller af andre grunde. Programmet dækker udgifterne til vore lærere, der besøger små grupper af elever seks dage om ugen i to timer ad gangen, udstyrer lærerne med motorcykler og basale undervisnings-værktøjer og giver eleverne skolebøger og andet materiale i en slidstærk metalkasse. Desuden arrangerer vi specielle sommerkurser og eftermiddagstimer med bl.a. lektiehjælp for børn, der behøver hjælp med deres skolearbejde i statsskolen.
|
|
SAHEPs sundhedsprogram
I Pakistan findes ikke megen socialforsorg, og alvorlig sygdom kan nemt
fuldstændigt ødelægge en families økonomi. Derfor blev SAHEP udformet
til at inkludere gratis medicin og lægehjælp til alle syere og deres
familiemedlemmer. SAHEP-familierne bliver givet journalkort og lister
over lokale hospitaler, læger og specialister, som er med i programmet.
Regningerne sendes direkte til SAHEPs kontor. Ca. 3500 mennesker har nu
et SAHEP journalkort.
For sundhedspleje på lokalt plan lejer SAHEP desuden et mobilt
helsehold – en sygeplejerske, en jordemoder og en underviser og
sommetider en specialist. En gang om ugen kører helseholdet ud til
landsbyerne og foretager sundhedsundersøgelser, spædbørnscheck og
vaccinationer, fortæller om familieplanlægning, ernæring og hygiejne og
uddeler medicin.
Problemet børnearbejde
Beskyldninger om børnearbejde, mange fortjente, er blevet fremsat mod flere Sialkot-boldproducenter i de forgangne år. I juli 1995 lavede et norsk TV nyhedsteam et dokumentarprogram i
Pakistan, og det beskyldte SELECT for at bruge børnearbejde ved
syningen af vore bolde. Anklagen var falsk, og efter SELECT gik rettens
vej, fik TV-selskabet en bøde og udsendte et offentligt dementi. Skønt
SELECTs omdømme helt uretfærdigt fik nogle ridser på grund af dette
dokumentarprogram, så havde programmet dog én positiv effekt: SELECT
gav pengene fra TV stationen til SAHEP programmet.
Mens SELECT klart bifalder målet at afskaffe børnearbejde, så
protesterede SELECT og AKI mod nødvendigheden af, at syerne skulle
arbejde i store, centrale sycentre. Gennem vor erfaring med SAHEP
kendte vi til de store problemer, en sådan regel ville påføre de ca.
56% (iflg. en SAHEP-undersøgelse) af alle syere, som er kvinder.
Efter diskussioner mellem Anita Khawaja, SAHEPs direktør, ILO og Red
Barnet blev vi forsikret om, at syerne i Sialkot kunne mødes i mindre
sycentre spredt over et større område, altså i de lokale landsbyer.
Skønt omkostningerne ved verifikationen bliver større – udgifter som
bæres af boldfabrikanterne – tror vi, at dette er et stort plus for de
kvindelige syere.
Foruden at fjerne incitamenterne til børnearbejde sikrer SELECT og AKI
sig mod børnearbejde på andre måder. AKIs underleverandører har
underskrevet en forpligtelse til ikke at benytte børnearbejde med den
betingelse, at overtrædelse betyder afskedigelse. AKIs monitorer, der i
forvejen er ansat til at foretage kontrol af sykvaliteten i centrene,
holder også nøje øje med, at børnearbejde ikke finder sted.
Et fortsat engagement
SELECT betragter SAHEP som en integreret del af vor virksomhedskultur
og vort samfundsmæssige ansvar. Vi tror også, at programmet hjælper os
til at bibeholde den høje kvalitet, da det fremmer syernes loyalitet
mod SELECT og AKI. Af alle disse grunde vil SELECT og AKI fortsætte med
at udvikle og udvide SAHEP-programmet.
|
|